I HJERTET AF AALBORG – FRA INDUSTRI TIL OPLEVELSE

For blot få år tilbage, midt i hjertet af Aalborg, fandtes en lille, grøn tivolipark, der åbnede sine døre for alle de borgere og turister, der ønskede at komme og bruge tid i fornøjelsens tegn. Det var et område, der emmede af latter, hvin og glæde. Det var et sted, hvor unge, nyudklækkede konfirmander kom og fejrede blå mandag, familier tog hen for at være sammen, og hvor unge mennesker kom for at more sig. Stedet var Tivoli Karolinelund.

I 2010 lukkede Tivoli Karolinelund efter en forgæves kamp for forsat at holde dørene åbne. Lukningen betyder, at Aalborg Kommune nu står med et centralt beliggende byrum, der er klar til at få en ny betydning og funktion for både byen og dens borgere. Men spørgsmålet er, hvad Karolinelund nu skal være?

Med dette spørgsmål in mente, er konteksten, hvori Karolinelund befinder sig yderst relevant at undersøge nærmere. Aalborg midtby har de forrige år gennemgået en stor udvikling og fornyelse. Industrihavn er blevet omdannet til en smuk havnefront med prisvindende lysshow (Berlingske, web) og mange aktivitetsmuligheder.

Længere nede af havnefronten ligger Utzon Centerets karakteristiske bygninger og mod øst ligger det nyligt, genanvendte Nordkraft og ved siden af står det nye Musikkens Hus klart i sommeren 2013. Fornyelsen er sket i takt med Aalborgs ændrede erhvervsstruktur (Aalborg Kommune, Planstrategi 2007, p. 6). Aalborgs tid som industriby er snart ved sin ende, hvilket har efterladt de store, gamle industrianlæg øde og havnen uden sin primære funktion. Dette har skabt både muligheder og udfordringer for Aalborg Kommune. Bl.a. er havnens omdannelse, et led i Aalborg Kommunes vision om at gøre byen til Nordjyllands hovedstad og herunder en storby (ibid., p. 4). Som de selv beskriver: Aalborg er i dag inde i en rivende udvikling fra industriby til videns- og oplevelsesby.”  (ibid., p. 5)

Aalborg er dog langt fra den eneste by, der gennemgår forvandlingen fra industriby, og derfor står med områder, der skal udvikles eller genanvendes. Dette gør f.eks. Fredericia (Realdania, web).

Den skærpede konkurrence mellem byerne betyder, at disse må tage nye værktøjer i brug for at skille sig ud fra mængden.

Byudviklingen i Aalborg tilrettelægges med henblik på tæthed, variation, storbykvaliteter og gadekultur. Hermed kan Aalborg fortsætte som dynamo i Nordjylland, med fokus på videns- og oplevelsesøkonomi. (Aalborg Kommune, Kommuneplan 2009, p. 2)

Som det bl.a. beskrives i oplevelsesøkonomien, er det afgørende, at produkter og ydelser differentierer sig (Pine & Gilmore, 2009, p. 8) og det samme er gældende i byudvikling. Vi ser dermed at det er en kreativ og svær opgave at skabe produkter, der skiller sig ud fra andre, men det er samtidig det, der gør opgaven interessant set fra et designperspektiv. Ydermere ser vi at der er forskel på unikt og brugbart, det nytter ikke hvis noget er unikt, men brugernes behov ikke bliver mødt.

Christian Jantzen, Mikael Vetner og Julie Bouchet ser, at ændringen af fokus, også i byudvikling, hænger sammen med brugernes ændrede behov og ønsker og derigennem fokus på oplevelser. De er villige til at betale for noget ekstra, altså det, der skaber værdi i hverdagen (Jantzen et al.., 2011, pp. 18, 20). Dette ekstra er oplevelsesaspektet, f.eks. en historie og er blevet yderst eftertragtet i forbruget og skaber bl.a. gode indtjeningsmuligheder, hvilket kan være én af årsagerne til, at oplevelsesøkonomi er blevet en dominerende faktor i også det danske samfund. I oplevelsesøkonomien er oplevelser afgørende for, om produkter og ydelser differentierer sig og hermed bliver profitable. Men for at dette kan ske, skal oplevelserne faciliteres på en sådan måde, at brugerne ser dem brugbare (Jantzen et al., 2011, p. 49). Ses dette ift. byudvikling betyder dette, at byer skal udformes på en sådan måde, at de inviterer borgerne til ophold og interaktion, altså indbyder borgerne til at bruge byen. Selve udformningen og indhold er netop det, der kan være det ekstra, der vil skabe en større værdi for både borgere og by. Faciliteringen af oplevelsen i byrum handler imidlertid ikke om at underholde, men om at engagere brugeren deri (ibid., p. 49). Det handler således om ikke at udvikle byer, hvor borgerne føler sig som passive tilskuere, men om at skabe byen som de rette rammer for borgernes aktive, hverdagsliv.

I beslutningen om at sætte fokus på oplevelsesøkonomi og skabelsen af en oplevelsesby, vælger Aalborg at bevæge sig ind på et marked, hvor det handler om at forme byen, så den kan tilbyde borgerne de oplevelser, de søger, også i hverdagen.

Et oplevelsessamfundet er ikke et udsagn om, at samfundet kun skal bygge på oplevelser. Men oplevelsessamfundet er en relevant og aktuel ramme for at sætte fokus på selve begrebet oplevelse, der både er blevet et stadigt vigtigere omdrejningspunkt for vores dagligdags liv og blevet et mantra i den rådende økonomiske og kulturpolitiske diskurs. (Skot-Hansen, 2007, p. 12)

I forbindelse med skabelsen af unikke miljøer, der kan fordre oplevelser, arbejder Aalborg Kommune med det, de kalder oplevelseszonen.

Oplevelseszonen er en betegnelse for den vision som kommunen har etableret for at skabe oplevelsen af urbanitet og storbypuls i byen (Strakks, web). Oplevelseszonen omfatter centrale dele af byens centrum, og med den igangværende byfornyelse mod øst (Strakks, web). Dette betyder at opDette levelseszone bl.a. også vil komme til at omfatte byrummet Karolinelund som vi i den forbindelse anser som ”a diamond in the rough”, fordi stedet efter Tivoli Karolinelunds lukning, nu står klar til at blive en interessant brik for udvidelse af oplevelseszonen.

Aalborgs inddragelse af oplevelsesaspektet i sin udvikling er i tråd med den generelle forandring i fokus inden for byudvikling. Jan Gehl skriver i bogen Byer for mennesker (2010), at der i byudvikling og skabelsen af attraktive byrum ikke længere er et modernistisk byideal, hvor der er fokus på funktion, men at der i stigende grad er fokus på det som Gehl kalder den menneskelige dimension (Gehl, 2010). Det er således mennesket med dets behov og ønsker, der skal være grundlaget for udviklingen (ibid., p. 239). Aalborg vil ikke længere blot fokusere på, hvad der er de bedste vilkår for virksomheder (industrien) og infrastruktur, men på hvad borgerne ønsker – og de ønsker oplevelser (Skot-Hansen, 2007, p. 10).

I sammenhæng med søgen efter oplevelser, kræver borgere nu lettere adgang til disse også i byerne. Dette bevirker, at der i arbejdet med byen ikke kun er brug for urbane designere, arkitekter og byplanlæggere, men også andre med mere utraditionelle kompetencer, herunder også oplevelsesdesignere. Vores relevans i ser vi i kraft af, at byudviklingen er gået fra et fokus på det funktionelle til fokus på borgernes nye behov altså hvordan vi kan facilitere oplevelser i byens rum, der kan skabe værdi for borgerne. Denne problemstilling ser vi på med stor interesse, og Karolinelund er i vores optik en optimal og spændende case i undersøgelsen af om eller hvad oplevelsesdesign kan bidrage med i byudvikling, og hvorledes det kan bidrage med mere eller ny værdi for både borger og kommune.

Vores interesse for netop dette felt og det konkrete byrum Karolinelund, og dets fremtid, er således blevet drivkraften bag dette speciale.

Som en uddybelse og forståelse af specialets konkrete problemfelt vil vi i det følgende fremlægge konteksten for byrummet Karolinelund, herunder klarlægge de primære involverede interessenter, omstændighederne vedr. lukningen af Tivoli Karolinelund, og hvilke overordnede mål og betingelser Aalborg kommune arbejder med ift. fornyelse af området.

 

CASE KAROLINELUND

Karolinelund blev skabt med den hensigt, at det skulle være et romantisk lystanlæg, som var forbeholdt byens officerer, således de kunne gå søndagsture med kærester og familien (Djernø, 1999, p. 73). Parken fik sit officielle navn efter Frederik VIs arveprinsesse Caroline, som efter sigende var vellidt inden for militære kredse.  På trods af dens royale navn, blev anlægget af aalborggenserne i mange år omtalt som Militæranlægget (ibid.).

Parken var således i begyndelsen forbeholdt Aalborgs elite, men i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte industrialiseringen af Aalborg by. Det var først da parken blev kommunal ejendom i 1869, at den blev fuldt åben for offentligheden (Aalborg Kommune. Karolinelund Baggrundsinformation, p. 6). I takt med ændring af byen og rammerne fra købstad til industriby, ændrede byens udseende sig også derefter. Hovedpræmissen i byudviklingen omhandlede de bedste vilkår for industrien. Ses Karolinelund ud fra denne udvikling, blev parken, med dens rolle som grønt lystanlæg, en kontrast til de mange industrielle anlæg, der skød op omkring den.

I 1946 blev grundstenen for parkens liv som forlystelsesparken Tivoli Karolinelund lagt, da brødrene Lind ankom til Aalborg med deres omrejsende tivoli. Grundet den store succes blev det besluttet, at Tivoli Karolinelund året efter i 1947 skulle åbne (Djernø, 1999, p. 78). Tivoli Karolinelund var ejet af familien Lind frem til 2006, hvorefter det blev solgt til Torben ”Træsko” Pedersen, der bl.a. er direktør for Cirkusrevyen, men allerede året efter overtog Aalborg Kommune. Kommunen etablerede Karolinelund som en kombination mellem åben bypark (fri entré) og tivoli, og driften blev styret af Aalborg Zoo’s ledelse. I 2010 overtog Aalborg kommune selv driften, men senere samme år lukkede Tivoli Karolinelund.

Aalborg Kommune har på kort tid spenderet 15 millioner kroner på den nu lukningstruede forlystelsespark Karolinelund i Aalborg. Ud over købet på otte millioner af Karolinelund fra Torben “Træsko” Pedersen bekostede kommunen op til denne sæson syv millioner kroner i belægningen i byparken samt renovering af forlystelser. Det er en udgift til kommunen på over trekvart millioner kroner om måneden, siden den overtog stedet […]. Alligevel har bestyrelsen for Karolinelund netop bedt byrådet om et tilskud på yderligere 4,3 millioner kroner til fortsat at kunne drive forlystelsesparken videre i 2009. Ellers lukker den. (EBN, 2008, web)

Efter en forgæves kamp for at finde en ny forpagter af Tivoli Karolinelund, som ville drive forlystelsesparken videre, måtte kommunen dreje nøglen om til det før i tiden så levende Tivoli Karolinelund (Aalborg Kommune, Karolinelund, web).

Efter lukningen af Tivoli Karolinelund valgte kommunen at omdanne det til et parkområde. Derfor solgte kommunen forlystelserne, rev bygninger ned og beplantede området yderligere (Aalborg Kommune, Karolinelund Baggrundsinformation, web).

I øjeblikket, mens kommunen planlægger Karolinelunds fremtid, fungerer området som en åben bypark. I sammenhæng med omdannelsen af området fra tivoli til bypark, valgte man at lade enkelte elementer blive i området, såsom kulturhistoriske elementer herunder scenen, banesporet og statuen af Volmer Lind. Til andet er besluttet, bevares også Restaurant Påfuglen, det gamle Tæppeland, muren, belægninger og blomsterbede (ibid.).

 

Interesse for fornyelsen

Siden genåbningen har Aalborg Kommune valgt at lade parken indgå i en eksperimenteringsperiode, hvor forskellige anvendelsesmuligheder af området afprøves (Aalborg Kommune, Karolinelund, web). Bl.a. har Platform4 lejet sig ind i den gamle Restaurant Påfuglen i en tre års periode, alt imens Karolinelunds fremtid debatteres, besluttes og planlægges (Platform4, web). Kommunens beslutningsperiode har sin officielle deadline i 2015, hvor også parken i dens nye form skal stå klar (Aalborg Kommune, Karolinelund Baggrundsinformation, web).

Som en del af denne periode valgte kommunen også at åbne for en offentlig debatperiode, som gav borgerne i Aalborg mulighed for at give udtryk for deres ønsker og komme med ideer til den fremtidige anvendelse af området. Kommunen har modtaget over 1000 konkrete ideer, hvoraf der også indgår modeller og skitser (Aalborg Kommune, Karolinelund, web).

[…] nu trækker Aalborg Kommune i arbejdstøjet for at få borgernes mening om, hvad området skal bruges til, nu da tivoliforlystelserne for længst har forladt landet. Ved en række arrangementer kan borgerne personligt komme med deres besyv. (Nordjyske. 24.11.11, web)

Den store interesse for og deltagelse i debatperioden vedr. Karolinelund viser, at Karolinelund har betydning for borgerne, men på trods af dette udtaler Teknik og Miljørådmand Marian Nørgaard til Nordjyske den 6. januar 2012, at de mange ideer vil blive forelagt den politiske styregruppe, som er dem, der i første omgang bestemmer, hvad der skal ske med Karolinelund (Nordjyske. 06.01.12, web).

Styregruppen vil eftersigende medtage borgernes ideer i deres overvejelser og beslutninger omkring Karolinelunds fremtid, men samtidig er der mange andre faktorer, både politiske og økonomiske, der spiller ind.

Der skal i processen f.eks. medtages overvejelser om muligheden for randbebyggelse eller anden form for bebyggelse, for at kunne finansiere fornyelsen, og dette på trods af, at det strider mod borgernes ønsker (Nordjyske. 10.05.12, web). Dansk Naturfredningsforeningen udtaler i januar 2012 derom:

DN mener ikke, at området bør anvendes til boligbebyggelse, som der ellers er lagt op til fra politisk hold med hensyn til randbebyggelsen. […] I forslaget til kommunen ønsker DN at fastholde området som bypark, ligesom man skriver, at træerne er bevaringsværdige. […] Det er en oase midt i byen. (Nordjyske. 07.01.12, web)

Mange interessenter har således en mening om, hvad der skal ske og ikke ske med Karolinelund. For at skabe et overblik over og forståelse af processen indtil nu, kommunens stadie i processen, krav og ønsker og kommunens bearbejdelse/inddragelse af borgerne i beslutningen, tog vi kontakt til Aalborg Kommune. Et møde med landskabsarkitekt Karen Høgsbro fra Teknik- og Miljøforvaltning, Park & Natur blev aftalt.

Møde med Aalborg Kommune

Ifølge Karen Høgsbro har Karolinelund projektgruppen, der består af udvalgte medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen,  efter debatperiodens afslutning bl.a. arbejdet med at sortere og bearbejde det indsamlede materiale fra debatperioden, der skal indgå som del af beslutningsgrundlaget for den førnævnte politiske styregruppe (Bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune). Styregruppen skal, ifølge Karen Høgsbro, først beslutte den overordnede retning for projektet før Karolinelund projektgruppen kan gå videre i forløbet. Dette betyder, at arbejdet med Karolinelund befinder sig i en afventende position, indtil styrergruppen tager en beslutning. Beslutningen er af uvisse årsager forsinket og derfor forudser Karen Høgsbro allerede nu, at der vil forekomme en forsinkelse ift. deres deadline i 2015 (Bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune).

Vi kan på baggrund af mødet udlede, at Aalborg Kommune ser en interesse i borgernes input, også for at kunne afprøve udvalgte ideer i eksperimenteringsperioden, og undersøge om borgerne i sidste ende vil benytte sig af tilbuddet (Bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune).

Der er således flere interessenter involveret i udviklingen af Karolinelund og modstridende interesser, der kan besværliggøre en udviklingsproces. Borgerne har fået en stemme i processen, men som Karen Høgsbro udtaler, er det den politiske styrergruppe, der i sidste ende har det endelige ord (Bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune), og denne kan have en helt anden dagsorden end det borgerne ønsker.

På baggrund af mødet med Karen Høgsbro har vi den forståelse, at Aalborg Kommune, ift. beslutninger om Karolinelunds fremtid, i øjeblikket ikke vil blive taget, grundet et kommende kommunalvalg der bringer mere presserende emner for den politiske styregruppe (bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune). Kommunens tiltag ift. indsamling af inputs fra borgere har yderligere langsommeliggjort processen, da kommunen da søger at balancere mellem borgernes ønsker og andre aspekter i udviklingen såsom det politiske system.

I det følgende vil vi uddybe den fundne problemstilling og de interessefelter, der skal inddrages i udviklingsprocessen, som skal lede til løsningen.

 

PROBLEMFELT

Vi har nu redegjort for den case og den overordnede kontekst, som specialet vil omhandle.

Vi ser her en problemstilling, som vi gerne ser løst gennem en udviklingsproces og skabelsesproces af et koncept til den fremtidige brug af Karolinelund, der imødekommer og inkorporerer alle interessenter og deres behov. Vi ønsker derfor at skabe et koncept, der opfylder de ønsker og behov, som interessenterne måtte have til udviklingen af et specifikt byrum således dette sikrer værdiskabelse for både borgere og kommune.

Det er i denne forbindelse, vi mener, at oplevelsesdesign er relevant at inddrage. Vi ser, at oplevelsesdesign er et værktøj, som kan være midlet til at opnå det kompromis, der er nødvendigt for skabelsen af et  koncept, hvor alle interessenter er repræsenteret og behovene vægtet demokratisk. Som oplevelsesdesignere mener vi, at vores felt kan være midlet og der skaber kompromiset mellem interessenterne, da vi tillæggers os synet at ”Design is compromise” (Buxton, 2007, p. 149).  Designer Bill Buxton mener med denne udtalelse, at der i en udviklingsproces altid er flere stakeholders og at:

[…] these priorities will often come in conflict with each other […]. Scott Jenson (2002) calls this Yin/Yang Design, and makes two crucial points. First, the sooner that these issues are recognized and addressed, the less impact there will be on the final product […]. (ibid.)

Vi vil således anse os selv som en form for mæglere i udviklingen, hvor vores opgave som designere bliver gennem processen, at udlede og søge at inkorporere hver af interessenter, som i sidste ende har indvirkning på konceptudviklingen til Karolinelund og vores koncepts succes.

I indledningen redegjorde vi for de to interessenter som vi skal mægle imellem, nemlig Aalborg Kommune og byens borgere. Kompromiset mellem disse ser vi  nødvendigt grundet arkitekt Steffen Gulmanns beskrivelse af den rolle, det politiske system kan indtage i byudvikling:

Det politiske system bygger på ønsket om flertal eller konsensus. Politikerne ser borgerne som potentielle stemmer til næste valg, og de tænker næppe en tanke om byens udvikling, uden at det samtidig handler om at tænke på konsekvenserne for stemmetallet. Derfor finder politikere det naturligt at planlægge for flertallet som en helhed – selv om politikere godt ved, at deres by består af meget forskellige grupper som f.eks. unge og gamle, rige og mindre rige, […]. Det fører ofte til, at nye tiltag skal tilfredsstille alle – helst hver gang, og at der i hvert tilfælde hele tiden skal være noget til alle. Resultatet bliver, at bevillinger til f.eks. et godt tænkt og frodigt multihus til byens aktive skæres ned, så der bliver lidt mere til plejehjemspatienterne. På den måde tilfredsstilles alle – eller måske bliver ingen rigtig tilfredse. (Gulmann, 2005, p. 12)

Gulmann påpeger det samme problem, som vi ser ift. Aalborg Kommunes udviklingsproces (jf. Case Karolinelund). Den politiske styregruppe har som formål at udvikle et attraktivt byrum, men samtidig skal det være et rum, der kan pleje stemmetallet. Risikoen er således, at det nye Karolinelund skal være til glæde for så mange borgere som muligt og dermed kan komme til at mangle fokus og sammenhæng. Konsekvensen kan derfor blive, at ingen vil benytte Karolinelund (ibid.). Kommunens inddragelse af borgere i processen kan være forsøget på at imødekomme dette. Dog ser vi et problem i, at borgerideerne allerede nu synes presset til side af faktorer, kommunen finder vigtigere (bilag 1 – Møde med Aalborg Kommune). Dette er med til at vi ser vigtigheden af at borgerne får taleret, da erfaring fortæller os, at potentialet for et design bliver større, hvis brugernes behov bliver inddraget som en faktor i udviklingen. Ydermere har kommunen som beskrevet foretaget en inddragelse af borgerne ved at skabe den offentlige debatperiode (jf. Interesse for fornyelsen), hvilket vi anser som et tegn på, at de er interesseret i borgerne og deres mening. Derfor er borgerne også en interessent i denne udvikling.

For at skabe en bedre forståelse af udviklingsprocessen og interessenternes rolle i denne, vil vi illustrere dette nedenfor.

Skærmbillede 2013-06-29 kl. 22.47.04

I udviklingen arbejder vi ikke kun med de to interessenter (borgerne og Aalborg Kommune), men også med den diskurs som disse skal indgå i. Det betyder, at kompromiset mellem interessenterne skal skabes inden for diskursen byudvikling, men set ud fra et oplevelsesperspektiv. Det betyder, at oplevelsesdesign bliver den ’tragtramme’, hvorigennem de tre optikker bearbejdes for at komme ud som kompromisløsningen (se model XXX).

Gennem vores speciale vil vi redegøre for relationen mellem henholdsvis byudvikling og borgerne samt byudvikling og Aalborg Kommune. Desuden hvordan borgerne og kommunen forholder sig til hinanden. Dette er vist i modellen nedenfor.

Skærmbillede 2013-06-29 kl. 22.47.12

Problemformulering

Vi arbejder således med en hypotese, som lyder, at oplevelsesdesign er det middel/værktøj, der kan medvirke til at skabe det nødvendige kompromis mellem interessefelterne. Kompromiset er et oplevelseskoncept, der tilgodeser alle interessefelters behov og ønsker. Oplevelseskonceptet skal både være relevant og brugbart for borgere, såvel som for Aalborg kommune.

Vi arbejder på denne baggrund med en problemformulering som lyder:

 Hvordan inddrages oplevelsesdesign i byudvikling, til skabelsen af et oplevelseskoncept der skal imødekomme behov og ønsker fra både borgerne og Aalborg Kommune og dermed være et kompromis der skaber værdi for begge parter?

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s